NØRREVOLD KVARTERS HISTORIE
Indtil første halvdel af 1800-tallet bestod København kun af området indenfor voldene, afgrænset af Christianshavns volde og bastioner, som endnu til dels eksisterer: Vester Vold, nogenlunde ved det nuværende Rådhuspladsen og Jarmers plads, Østervold langs Østervoldgade og Nørre Vold, der løb langs med Nørre Voldgade, så vores område lå langt udenfor byen.
Første gang man hører om vores område er i 1546, da det inddrages til pestkirkegård.
Det var et engområde, og i folks bevidsthed lå der en uhyggelig stemning over stedet. Graverne måtte da også drikke tæt, for at holde ud at være her, og det er berettet, at en af graverne slog låget af kisterne og “ hug en hakke udi døde menneskers kroppe og bad dem stå op udi tusind djævles navn” og sagde: “I har længe nok ligget her” - dette ifølge kirkeværge Laurids Madsen Bøssestøber. Denne slendrian blev efterhånden øvrigheden for meget, så i håb om at gøre stedet lidt mere civiliseret opførtes et kapel i 1566 og i 1628 byggedes en lille kirke. Christian d. 4. gav en klokke til kirken og Vor Frue Kirke gav en altertavle. Men under svenskernes belejring af København i 1658 sattes kirken i brand, og rejstes aldrig igen. “Vores” Sct. Andreaskirke er først bygget i begyndelsen af 1900-tallet.
Da man gravede ud til fundamentet til Luthersk Missionshus i Nansensgade, fandt man 3 gravsten fra den tid.
Og da vi plantede kirsebærtræerne i gården og gravede dybt ned i jorden, lå der gamle knogler, så det er ganske vist, at kirkegården har ligget her!
Udover “udenportsfolk” blev også fattige og forbrydere begravet her!!
I forrige århundrede havde Nørre Voldgade kun ejendomme på den side af gaden, der vender ned mod pisserenden, Nørregade og Fiolstræde. Foran husene på Nørre Vold var der en gade men ca. 10-15 meter fra husene startede voldene, som var ca 7-8 meter høje jordvolde, som dem, der stadig kan ses på kastellet i dag. Kun beboerne på 3. og 4. sal kunne se ud over og bag voldene, og her mødte der dem et meget landligt syn med marker, smågårde og gartnerier.
Ovenpå volden var der en sti, som Københavns borgere kunne spadsere på - som på Kastellet i dag.
Udenfor volden var voldgraven, hvis rester i dag er søerne i henholdsvis Ørsteds Parken, Botanisk Have og Østre anlæg.
For at komme ud fra byen fra Nørreport, måtte man igennem byporten, dernæst over en bro, der gik hen over voldgraven ud til en lille ø, ravelinen, hvorfra en ny bro førte over til en vej, der hvor Vendersgade ligger i dag. Dernæst var man fremme ved Søerne, hvor en bro – Peblingebroen - senere dronning Louisesbro - førte over til det nuværende Nørrebro. Der var flere porte ud af byen, men Nørreport var den fineste. Først var den anlagt lige ved udmundingen af
Nørregade, men blev på Christian d. Fjerdes tid flyttet til området, hvor Frederiksborggade fra Kultorvet munder ud i Nørre Vold.
Porten var stor og flot udsmykket med retfærdighedsgudinden til venstre og fromhedens gudinde til højre for portåbningen. Også på det tidspunkt fandtes hærværk. Der opstår stor harme, da man opdager, at en person har stjålet retfærdighedsgudindens arm med vægten i. Vedkommende ugerningsmand opfordres i pressen på det kraftigste til at aflevere armen og vægten tilbage til den rette ejermand.
Som sagt var Nørreport den fineste port, for det var ud af denne, kongen rejste, når han skulle til sin sommerresidens på Frederiksborg Slot - derfor gadens navn.
Samtlige porte var låst om natten, og nøglerne afleveredes hver aften til kongen. Dette skete indtil portene blev sløjfet i 1856!
Hver onsdag og lørdag var der markedsdag, så bønderne og gartnerne kom med deres hestevogne ind til torvedag helt ude fra Blågård, Brønshøj og andre fjerntliggende steder, men de blev standset ved porten, for her skulle alle deres varer registreres, for der skulle betales afgift af varerne til København, før man kunne komme ind i byen. Der var altid lange køer, og bønderne var meget sure over at skulle betale told. De ville have portene nedlagt. Øresundstolden eksisterede også stadig i bedste velgående i 1800-tallets første halvdel - vi har altid været dygtige til det med skatter i Danmark!
I begyndelsen af 1850’erne var der en stor koleraepidemi i København. Byen var meget overbefolket, der boede ca. 120.000 mennesker indenfor voldene, og de fattige boede elendigt og var stuvet sammen ganske forfærdeligt, så koleraen bredte sig med lynets hast.
Lægerne var godt klar over, at den store mennesketæthed var medvirkende til epidemien; de ville have voldene fjernet, så der kunne blive bedre plads til borgerne. I det hele taget ville folk godt have mere albuerum, og tiden stod da også i forandringens tegn.
Man ville nye ting, vi havde lige banket tyskerne i Slesvig, og vi havde fået Grundloven i 1849, og det første tog fra København til Roskilde var lige startet. Man ønskede at sprænge rammerne for byen København, man ville have voldene væk og nedlægge portene, nu skulle København være en storby i lighed med Paris og Berlin, og for øvrigt havde det allerede vist sig i 1807, at voldene intet var værd længere. Englænderne havde stået ude ved Søndermarken og bombarderet København sønder og sammen på trods af det gamle forsvarsværk - voldene.
Men hele området med volde og voldgrave - demarkationsområdet - tilhørte militæret, som ikke var meget for at give afkald på arealerne til boligbyggeri, men da de fandt ud af, at de kunne tjene mange penge på at sælge jorden til diverse bygherrer, så fik tonen en anden lyd!
Fra militærets, kommunens og fra diverse arkitekters side blev der nu lavet flere forslag til, hvordan voldene skulle fjernes og området udnyttes til boligbyggeri og offentlige institutioner, og på grund af grådighed var der ikke èn grøn plet tilbage i disse planer; alt skulle udnyttes til bebyggelse.
Men heldigvis opstod der mange protester, bl.a. fra kunstakademiet, og planerne ændredes, så nye forslag med nogle bevarede grønne områder dukkede op. Men man var ikke tilfreds endnu. Så kom en af datidens store arkitekter, arkitekt Meldahl, på banen med et forslag, som i det store og hele blev besluttet, så det blev, som det er i dag med Ørstedsparken, Botanisk Have, Østre Anlæg og Kastellet. (I de første ca. 30 år fandtes også Aborreparken, der løb i forlængelse af Ørstedsparken på den anden side af H. C. Andersens Boulevard, men denne blev sløjfet igen, da Vesterport Station skulle bygges).
Koleraepidemien havde også gjort det klart for København, at man manglede moderne hospitalskapacitet, og i 1863 stod Kommunehospitalet færdigt med lys og luft og indlagt vand! Men først i 1872 var den endelig plan for voldområdet blevet besluttet, så først på dette tidspunkt blev grusvejen på den ene side af kommunehospitalet bragt med ind i overvejelser om en mulig ny gade med boliger.
Bartholinsgade er opkaldt efter den berømte lægeslægt Bartholin:
Caspar Bartholin (1585-1629) blev verdenskendt for sin anatomiske lærebog. Thomas Bartholin (1616-1680) opdagede lymfekarrene og affattede sammen med Griffenfeld Danmarks første lægelov.
Caspar Thomassøn Bartholin opdagede de efter ham opkaldte kirtler.
Fra ca 1870 og de næste 50 år bliver der bygget på livet løs, og man forlænger Frederiksborggade, Gothersgade og Sølvgade helt op til søerne. Men man havde fået nogle dårlige erfaringer fra Nørrebroområdet, der allerede var blevet bebygget på dette tidspunkt. Tiden stod i liberalismens tegn, hvilket havde bevirket, at bolighajer havde plastret baggård på baggård op bag forhuset for at tjene så meget som muligt. Dette ville man undgå med det nye byggeområde, så kommunen besluttede at byggemodne områderne og anlægge kloaknet, og man pålagde bygherrerne forpligtelser og lavede forskellige love for, hvor tæt der måtte bygges og krav om hvor meget lys, der skulle kunne komme ind i lejlighederne. Disse forordninger kan til dels ses af de første tinglysninger for vores ejendom:
Forfattet af Ingrid Røder
Kilder:
Bo Bramsen: København før og nu og aldrig, bind 10 om Nørrevold Kvarter
J.C. Nielsen og K. Carstensen: Nogle blade af Københavs Belysningsvæsens Historie.
Københavns Bymuseums Billedarkiv: tegning af Kommunehospitalet fra 1863.
Natur- og lægevidenskabeligt Bibliotek: C.G. Gædeken: En kortfattet Fremstilling af de almindeligt brugte Renovationssystemer.
Tidsskrift for Sundhedspleje 1894.
R 98 bibliotek. : H.P. Hilden: Skrald, storby og miljø.
Salmonsens leksikon 1923
Vores egen arkivmappe
